Læs herunder et uddrag fra den artikel, som Dagbladet Ringkøbing Skjern bragte onsdag den 7. oktober 2009:
”Herude bor man på naturens betingelser. For os gælder det, at passer vi ikke på den, har vi ikke nogen arbejdsplads, sagde Camilla Dvinge.
Hun er så begejstret for tanken, at hun har et godt tilbud til gæster på campingpladsen:
Kan de fremvise et diplom, der beviser, at de har været med til at beplante klitten, får de en gratis overnatning!
Gratis overnatning eller ej – turisterne gik virkelig til den, og på de tre timer, de var i sving, fik de plantet et ganske pænt stykke klit til med marehalm og dækket nøgent sand til med grangrene.
Blandt plantørerne var Åse og Bent Poulsen fra Århus, der har sommerhus i Klegod.
”Det er en god og anderledes turistoplevelse. Man kommer tæt på naturen, og man prøver, hvordan det er at plante”, siger Bent Poulsen.
Samme holdning havde Frank Blanke fra Hannover, der havde hele familien med.
”Det er en virkelig god idé med sådan et tilbud”, fastslog han.
Kurset gentages de kommende to tirsdage. Det koster 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn at deltage. Og lokale, der gerne vil lære om klitsikring, er også velkomne."
Se et af billederne fra dagen ved at klikke her (PDF).
Klik her for at læse mere om kystbeskyttelse og kurser.